Storfyrstens tilstand er blevet dramatisk forværret. Nu kan han ikke engang skrive længere. På tastaturet trykker han konsekvent ”B” i stedet for ”V”, ”P” i stedet for ”R” og ”C” i stedet for ”S”. Hvis han prøver håndskrift, bliver det til nogle meningsløse spejlvendte ”R”-er og ”N”-er. Julens traditioner kan han slet ikke holde styr på. Han mener, at julen først ligger i januar, og at det slet ikke er julen, men nytåret, der er årets største fest. Han fabler om nytårstræ i stedet for juletræ, og han har febersyner – ikke af Julemanden -, men af en person, som han kalder ”Djed Moros”, og som kommer med gaver til børnene ledsaget af en sød lille snepige. I sin hjælpeløse tilstand er han ude af stand til at skrive brugbare tekster til sin blog, så hvis bloggen skal indeholde andet end rablende sygdomssnak, må han genbruge ældre tekster.
Sådan en kommer her. Den handler om oversættelse.
Det er nemlig sådan at jeg, (og nu dropper jeg den storfyrstelige trediepersonsform, og skriver mere normalt) længe før jeg begav mig på opdagelse i det russiske, interesserede mig for oversættelse. ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser", sagde Wittgenstein. Er verdens grænser så anderledes for en russer end for en dansker? Det tror jeg faktisk, de er. Men hvad sker der så, når man oversætter? Kan man virkelig transformere fra en verden til en anden? Og kan man ved at lære nye sprog udvide sin verdens grænser og ligefrem lære nye verdener at kende. Det tror jeg, man kan. Derfor er det en så berigende oplevelse at lære nye sprog, og derfor er oversættelse et så rasende spændende fænomen.
For nogle år siden havde biblioteket et arrangement med den fine forfatter og oversætter Niels Brunse. Han skulle tale om at oversætte Shakespeare. Det var mig, som stod for arrangementet sammen med vores daværende vikar Kirsten Bremer Bæk. I sidste øjeblik inden arrangementet prøvede jeg at skrive en lille dialog, som skulle fungere som introduktion til emnet og præsentation af Brunse. Jeg forestillede mig, at der skulle lyde noget Elizabethansk musik i højtalerne, mens publikum ankom. Når musikken så stoppede, skulle Kirsten og jeg træde frem for publikum med vores lille dialog, som endte med præsentation af Brunse. Det blev ikke gennemført. Vi kunne ikke nå at forberede os ordentligt. Men dialogen blev faktisk skrevet færdig, og når jeg nu genlæser den, er jeg rimeligt tilfreds med den. Den kommer her.
LILLE DIALOG FOR 2 BIBLIOTEKARER OM AT OVERSÆTTE
Musikken klinger ud. KB og TL træder frem.
TL : Sikke noget dejlig musik. Og hvad er det så, der skal ske her bagefter?
KB : Vi har besøg af Niels Brunse. Han skal tale om at oversætte.
TL : Om at oversætte ? Kan det virkelig fylde en hel eftermiddag?
KB : Ja, det tror jeg nok. Det der med at oversætte, det er noget forunderligt noget.
TL : Jamen det kan da ikke være så svært. Man tager en ordbog – så er den jo hjemme.
KB : Nå så det tror Du. Hvad så med at oversætte Shakespeare. Han levede i England i 1500-tallet, i et helt andet samfund, hvor mennesker havde helt andre begreber, helt andre drømme og forhåbninger. Tror Du, det er nemt at oversætte ham til moderne dansk?
TL : Nå nej, det har måske været svært; men det er jo gjort. Shakespeare er jo allerede oversat rub og stub.
KB : Ja det er rigtigt; men Brunse er begyndt at lave nye oversættelser til dansk.
TL : Er der da noget i vejen med de gamle?
KB : Næh, det er der måske ikke, men Brunse har altså lyst til at prøve. Og på teatrene er de meget glade for hans nye oversættelser.
TL : Hvorfor skal man hele tiden lave om på tingene?
KB : Verden udvikler sig, sproget udvikler sig, og så udvikler oversættelserne sig. Der bliver skam også lavet nye Shakespeare-oversættelser på andre sprog. På tysk, fransk, italiensk, …
TL : Men det får de jo ingen glæde af i England. Der må de jo stadig trækkes med den gamle Shakespeare. Det er da uretfærdigt.
KB : Det er det måske. Jeg vil nu snarere kaldet det forunderligt.
TL : Hvad så med ham der Søren Kierkegaard? Er han ikke også verdensberømt?
KB : Jo det er han bestemt.
TL : Så bliver han vel også oversat til alle mulige sprog?
KB : Det gør han. Og der kommer nye oversættelser af ham. Man kan sige, at i oversættelse udvikler han sig stadig.
TL : Det vil sige, at i udlandet – i oversættelse – bliver Søren Kierkegaard smart og moderne, men herhjemme må vi leve med hans dødbesværlige guldaldersprog. Det er da uretfærdigt.
KB : Jeg synes snarere, at det er forunderligt. Måske burde vi være taknemmelige over, at vi har en særlig adgang til Kierkegaard, fordi vi har fælles modersmål med ham. Men for resten, så er der jo nogen, der er begyndt at oversætte Kierkegaard til dansk – moderne dansk.
TL : Nej hvor smart. En rigtig god ide. Så bliver det jo meget lettere at læse ham.
KB : Det gør det vist ikke. Han er, og bliver svær – også i de nye udgaver.
TL : Så er det jo spild af tid.
KB : Tjah …
TL : Det er måske noget underligt noget, det der med at oversætte.
KB : Noget forunderligt noget. Og det kan være en fin kunst.
TL : Nej, hold nu op. Shakespeare han var kunstner; men dem der oversætter ham, de er jo bare en samling lønslaver som os andre.
KB : Jeg tror, Du tager fejl. Brunses nye Shakespeare-oversættelser er faktisk rigtig fin kunst.
TL : Er det rigtigt? Jeg får jo helt lyst til at høre ham.
KB : Jamen så sæt Dig ned og hør efter. (Vender sig mod Brunse) Velkommen til Niels Brunse.
